Omgivelser
 

                                                                  

 

 

 CVH Webdesign

Klik her for vejret

Mosehuset ligger midt i noget af Danmarks smukkeste natur - ganske enkelt !Gå til forsiden

Huset er omkranset af store ege, bøge, gran- og fyrtræer, som sammen med terrænet gør, at huset nærmest ligger i en “gryde”, som beskytter huset perfekt mod de fremherskende vinde. Fra huset er der dog en fantastisk udsigt ud over et lyngareal med mosen og skoven i baggrunden - reelt et af skovens smukkeste steder !

Klik på billederne her under for at se panoramabilleder af udsigten fra huset og omgivelserne:

                                    

Naturen omkring Mosehuset er i det hele taget meget varieret; en del er beplantet med fortrinsvist gran, lærk, fyr, bøg og eg, men en stor del af området er mere eller mindre uberørt, hvor naturen får lov til at passe sig selv. Her er det birken, der er klart dominerende, men også asp, røn og bjergfyr er væsentlige træsorter. Det er netop denne afveksling, der gør området så fantastisk !

Det er ikke kun beplantningen, der er varieret; landskabet i sig selv er også meget forskelligt og i stor grad præget af, at området ligger nogenlunde der, hvor kanten af isen nåede til i sidste istid, og hvor vandmasserne i den tidlige del af afsmeltningsperioden løb henover. I umiddelbar nærhed af Mosehuset findes en del dødishuller, f. eks. ved Store Skaun  (Store Skaun er en tørvegrav udgravet i bunden af et dødishul. Søen har et stort kildevæld og er ekstremt klarvandet), hvor det er mest fremtrædende, og Egge Sø (Egge Sø er en naturlig, klarvandet og dyb sø uden hverken til- eller fraløb).

Dødishullerne er opstået, da isen begyndte at trække sig tilbage og efterlod store klumper af is i lavninger i terrænet. De voldsomme mængder smeltevand, der kom op gennem Midtjylland og løb ud over området og videre mod vest ud i Venø Bugt, efterlod sand og grus oven på disse isklumper, der efterfølgende smeltede væk, hvorved dødishullerne blev dannet.

Halsen (gammel tørvegrav, som er blevet genetableret i 2009) og Den Store Sø (stor mørkvandet tørvegrav med en del småøer) er forbundne af en lille bæk, hvorefter vandet fortsætter sin vej ud mod Venø Bugt (Halsen er omgivet af stejle skrænter).

De ovennævnte områder ligger indenfor en radius på ca. 3-4 km. fra Mosehuset, men bevæger man sig lidt længere ud i periferien, støder man stadigt ind i andre flotte områder:

I skovene nord og nordvest for Jensen & Sørensen’s Mindeplantage findes der en del tørvegrave og ikke mindst den fredede og krystalklare Skør Sø, som er en naturlig sø - også dannet under istiden og beliggende i et “hul” i landskabet. Omkring søen findes der rigtigt mange fantastiske udkigspunkter. Søen er som sagt totalfredet, og er en af Danmark’s reneste søer. Her findes bl. a. de meget sjældne vandplanter brasenføde og lobelia (som i øvrigt også findes i Egge Sø og Store Skaun).

Bevæger man sig lidt længere mod vest, når man Limfjorden (Venø Bugt), hvor der er gode bade, surfing- og fiskemuligheder og selvfølgelig rig mulighed for at føle den friske limfjordsblæst.

Mod syd og øst findes de store skov- og hedeområder omkring Flyndersø, hvor man mange steder føler sig meget langt væk fra civilisationen. Visse steder er der rent faktisk også op til 5 km. til nærmeste bebyggelse ! Flyndersø er Danmark’s største hedesø, og både selve søen og naturen omkring søen er et kapitel for sig selv. Omkring søen findes der endeløse hedestrækninger, egekrat og blandet skov. Kun en meget lille del af søen er omgivet af landbrugsjord. Tæt på Flyndersø ligger den smukke Mørkesø. Det er også et dybt dødishul med store gamle egetræer på skrænterne ned mod søen.

Ud over de nævnte søer, ligger der utallige andre større og mindre søer rundt omkring i landskabet - det er ikke helt ved siden af at kalde området: de 100 søers land !!

I det hele taget er der uendelige muligheder for vandre-, fiske- eller cykelture i skovene og på hederne i området - men husk altid kun at færdes på veje og stier og i det hele taget behandle naturen med respekt, så andre kan få de samme oplevelser !! -- læs folderen om Adgangen til naturen

Du kan læse meget mere om området på Jensen & Sørensens Plantage's hjemmeside.

 

Gå til forsiden